Næstved Kommune stopper Sejlklubbens aktiviteter på Ydernæs! 

Det er der i hvert fald stadig stor risiko for!

 
Byrådet står foran en beslutning om en ny placering af erhvervshavnen. Næstved Sejlklubs afdeling på Ydernæs er i den forbindelse kommet i farezonen. Spørgsmålet om sejlklubbens videre eksistens på Ydernæs er blevet yderligere skærpet ved, at Næstved Havn selv peger på en fremtidig placering af erhvervshavnen præcis der, hvor Sejlklubben sammen med øvrige sejlforeninger i dag har til huse (bynære vandaktiviteter).
 

Synergier

 
Næstved Kommune offentliggjorde i maj 2020 den opdaterede Befolkningsprognose 2020-2029 https://www.naestved.dk/kommunen/tal-og-fakta/befolkningsprognos, hvor væksten i høj grad forventes at komme fra en mellemkommunal nettotilflytning. Gruppen af de 25-65 årige betragtes som den primære erhvervsaktive gruppe og opfattes som den gruppe, der primært skal løfte de øvrige "udgiftsgrupper" - i form af væsentlige bidrag til de kommunale skatteindtægter.
Ved at bevare Ydernæs som bynært vand/natur aktivitetsområde mener Sejlklubben, at Næstved Kommune har et vigtigt element i planerne for at blive en attraktiv tilflytningskommune. Ikke mindst set i lyset af, at sejlfolket typisk tilhører den primære erhvervsaktive gruppe (25-65 årige) men samtidig ofte er husstande med højt indtægtsniveau, hvilket betyder, at der er tale om et vigtigt skattegrundlag for kommunen.
 

Bekymring

 
Næstved Sejlklub blev på et møde den 3. juli 2020 med Næstved Havns bestyrelsesformand Kristian Skov- Andersen gjort opmærksom på, at Borgmester Carsten Rasmussen på et byrådsmøde i august 2020 vil fremføre en dagsorden, der vil sikre de aktiviteter som sejlklubben i dag har på Ydernæs.
 
Sejlklubben er selvfølgelig glade for de positive politiske tilkendegivelser, men gør i den forbindelse opmærksom på, at hvis byrådet beslutter at følge havnebestyrelsens seneste indstilling til økonomiudvalget om placering af erhvervshavnen på Ydernæs – så findes der ingen muligheder for genhusning af sejlklubbens aktiviteter. Uanset de positive politiske intentioner om, at sikre sejlklubbens aktiviteter på Ydernæs, kan der faktuelt ikke etableres et erstatningsområde til os på grund af diverse naturfredningshensyn.
 
En beslutning om at følge havnebestyrelsens indstilling om placering af erhvervshavnen på Ydernæs vil medføre store tab for hele Næstved Kommune som attraktiv kommune for sejlsportsinteresserede, for sejlklubben og for alle øvrige brugere af de dejlige rekreative tilbud på Ydernæs.
 

Fakta om Næstved Sejlklub Ydernæs

 
Sejlklubben har i dag følgende aktiviteter på Ydernæs, som ikke kan genplaceres pga. Natura 2000 - og strandbeskyttelsesrestriktioner i hele fjordområdet.
  • Moderne og meget aktiv lystbådehavn med plads til 75 både, klub- og mastehuse
  • 8000 m2 beddingsplads (vinteropbevaring af både) med moderne mobilt stativsystem der pt. er udnyttet optimalt med 176 både i vinterhalvåret. Der er option på yderligere 8000 m2. til et meget aktuelt behov for udvidelse
  • 20 tons bådkran
  • Aktiv Jolleafdeling, hvor der pt. er 30 børn og unge som benytter de helt unikke muligheder i fjorden med kort cykelafstand til Næstved og trygt farvand med små vanddybder langs fjordbredden.

Ønsker

 
Næstved Sejlklub håber, at du som politiker vil påvirke beslutningen om en placering af erhvervshavnen på en sådan måde, at Næstved Kommune og Sejlklubben kan bevare de helt unikke og uerstattelige muligheder for rekreative udfoldelser på Ydernæs.
Næstved Sejlklub står naturligvis til rådighed med svar og uddybninger af ovennævnte vedr. vores situation på Ydernæs.
Med Sejlhilsen
Torben Søndergaard Nielsen
Formand for Næstved Sejlklub